Du ville have mere succes, hvis du var tyk og grim.

20638470_10212058811918082_6172235590083575098_n Du ved det, hvis du læser med herinde jævnligt eller bare engang imellem. Jeg brænder for at give modstand til idealdyrkelsen og det perfekte (som i øvrigt er lige så ægte som Narnia og Julemanden). Det er der jeg ligger min energi. Alt det som er tabubelagt, det taler jeg om. Gerne så meget som muligt. Jeg kan ligge vågen om natten, fordi jeg tænker på piger og kvinder, som skriver til mig og hader deres krop. Jeg vil så gerne gøre en forskel, jeg vil så gerne give det videre - for jeg har sluttet fred med min krop og selvom det aldrig er noget jeg kan sætte hak ved og "gennemføre", så er jeg nået langt. Jeg arbejder på mit forhold til mig selv hver eneste dag, det tror jeg at vi alle sammen skal. Jeg har strategier til når jeg taler grimt til mig selv. Jeg vil holde foredrag om det her, jeg vil ud på skolerne og tale med piger og drenge - vise at det er fuldstændig ligemeget om du passer ind i en eller anden kasse, som medierne til dels har skabt. Altså come on - der er kuglerunde ungepigepatter på busserne. Sku' da ikke så mærkeligt at vi hader os selv. Eller i hvert fald tænker alt muligt og umuligt om vores ydre. Det er hårdt at være ung, uden tvivl. Men det er ikke blevet nemmere. Jeg kæmper for det her, det ved du sikkert. Så fik jeg en mail - som faktisk ikke var ond. Men afsenderen (som i øvrigt virker både intelligent og sød) mente at jeg ville have mere succes med mine budskaber, hvis jeg selv var tyk og endnu bedre hvis jeg også var grim. Jeg har tænkt længe over de ord, som jeg modtog for mere end en måned siden. Jeg har tænkt på dem hver dag. Jeg bliver ikke ked af det, hvilket er rart ovenpå dette. Men det fik gang i tankerne, uden tvivl. Kan man være en god pædagog, selvom at man ikke har børn? Ja. Det kan man. Det har jeg oplevet mange, mange gange. Og jeg er også selv en god pædagog, selvom at jeg ikke har børn. Og er det en mærkelig sammenligning? Måske. Min pointe er blot, at jeg sagtens kan skrive at du skal prøve at have det godt i din krop - selvom jeg aldrig har været i din krop. Jeg har aldrig været tyk - men det betyder ikke, at jeg ikke kan have haft det dårligt med min krop. Det betyder heller ikke at alle som er tykke, har det dårligt med dem selv. Det betyder heller ikke at de som er tynde, ikke kan have det dårligt med dem selv. Om hvorvidt jeg er grim eller smuk, det må være op til øjet som ser. Alt er jo relativt. Vi har forskellige syn på skønhed. Jeg er glad for den måde jeg ser ud på, men det har jeg ikke altid været. Tværtimod. Jeg har kæmpet for at være der, hvor jeg er i dag. Det arbejder jeg på dagligt og det bliver jeg aldrig færdig med. Da jeg mistede min lillebror mødte jeg en kvinde som sagde, at jeg bare skulle være glad for, at jeg ikke havde mistet to søskende. Som hun kendte en, der havde. Den sammenligning er nok den værste, jeg har hørt i mit liv. Udover at den føltes som knive i mit i forvejen iturevne hjerte, så var den også helt uafstemt. Må jeg så ikke være ligeså ked af det, som hende der har mistet to søskende er? Du skal tage udgangspunkt i dig selv. Det gør jeg. Jeg havde det svært i min krop - trods normalvægt og mit udseende. Vi har alle sammen et eller andet, som vi ikke bryder os om ved os selv. Ydre som indre. Og fordi jeg ikke har været tyk, så ved jeg hvordan det er at føle sig helt forkert i sin krop og føle sig klam og som en fiasko. Hvorvidt jeg ville opnå mere "succes" (hvad end dét så betyder?), hvis jeg var overvægtig og havde en vorte på næsen, det ved jeg ikke. Hvad mener du?