Grå torsdag som de kun kan være i november

dsc03060 Tidligere i dag så jeg ud af mit køkkenvindue. Klokken var ikke engang 12 og det var allerede mørkt, gråt og sikkert bidende koldt. Jeg har endnu ikke været ude for en dør. Jeg har en rigtig torsdag. Kender du dem? Torsdag og søndag er de dage, som jeg holder mindst af. Intet slår en søndag, det er stensikkert. Men der er også noget trist over torsdag og jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det bare i efteråret, at torsdagene er lange og grå. Jeg har følt mig ensom, siden at jeg kom hjem fra Australien. Og når du kigger på mig - så har du måske svært ved at se, hvornår jeg er ensom. Jeg har mange, nære veninder. Jeg ser mine forældre tit. Jeg har en stor omgangskreds og jeg møder, igennem mit arbejde, nye mennesker stor set hver dag. Jeg er ofte ude, jeg laver mange ting i løbet af en uge. Alligevel er ensomheden endnu engang flyttet ind i mit hjerte, her i november. Særligt denne torsdag. Og den kommer frem, ligeså snart jeg sætter nøglen i min hoveddør og lukker døren bag mig. Og ved, at jeg skal være alene indtil næste dag. Det er ikke fordi, at jeg er ked af det. Det er jeg som sådan ikke. Jeg skal ses med én af mine søde veninder senere og jeg har så mange gode ting i mit liv lige nu. Men jeg er ensom og det er blevet en form for grundfølelse, de seneste par år. Jeg er jo alene, når alt kommer til alt. Jeg bor alene. Jeg sover alene, hver eneste nat og jeg står op alene. Jeg er ved at kaste op over, at være alene. Jeg savner at blive nusset i håret, holdt om, længe og jeg savner nærhed. Og de følelser fylder lige nu. Denne grå torsdag. Jeg er presset for tiden, overskuddet er ikke stort og netop derfor, får ensomheden endnu større rådighed i mit hjerte. Måske har jeg brug for mere nærhed, fordi jeg er presset. Måske vil jeg gerne passes lidt på. Det er hårdt at klare sig selv, hele tiden. Én af mine strategier, når jeg kan mærke, at ensomheden har rundsave på albuerne og vil dominere mit hjerte er, at sørge for at jeg har noget socialt hver dag. Det kan være en kop kaffe med en veninde, en løbetur med en veninde, at få en veninde på besøg, besøge mine forældre eller gå i biografen med en veninde eller to. Det handler om at være sammen med nogen, som jeg holder af. Dét kan holde ensomheden nede. Min far sagde engang, og jeg har vist skrevet om det før, at jeg skal prøve at blive venner med ensomheden. Det er ikke lykkedes mig endnu, men jeg giver ikke op. Ensomhed er en følelse som altid vil være til stede, hos mig, i højere eller lavere grad - jeg skal lære at den ikke skal have lov til, at dominere mit liv på en negativ måde. Om et par timer kommer Jeanne og henter mig og jeg glæder mig til nogle timer i selskab med hende. Hun dulmer nemlig ensomhedsfølelsen. Kender du til det jeg skriver? Skriv gerne dine strategier i kommentarfeltet, du vil hjælpe mig og måske de som læser med og også har en grådig ensomhedsfølelse. Du er aldrig alene <3