Jeg giver op

dsc03171

Foto: Morten Svane

Fredag sad jeg hjemme hele dagen. Og tænkte. Og følte mig ensom, alene og jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville dele dét, som jeg kommer til at dele i dette indlæg. Hvis du læser med herinde i ny og næ så ved du, at jeg for det første har svært ved, at holde min kæft og for det andet hellere end gerne vil dele mit liv og mine succeser og nederlag med dig. Det gør jeg nu. Deler et nederlag. Jeg har igennem det sidste halve år læst til madmentor. En uddannelse som er meget, meget vigtig og en uddannelse som er lige mig. Jeg har skrevet om uddannelse før - blandt om mit golden shower. Og jeg har været så uendelig glad for uddannelsen. Det har virkelig været en rejse for mig. Jeg har lært mig selv at kende, på områder jeg ikke vidste eksisterede og jeg har lært andre mennesker at kende - lært deres historie at kende, lært at alle har deres at kæmpe med. Jeg er vokset, jeg er blevet bedre og klogere og jeg er blevet mere afslappet i forhold til min krop og kost. Men. Certificeringen foregik fredag. Og jeg tog ikke afsted. Jeg gik fuldstændig i sort i starten af ugen, fordi jeg skulle til "eksamen" og præstere. Jeg har det så svært ved de situationer. Hvor jeg skal vise hvad jeg kan og hvad jeg har lært. Jeg får akut præstationsangst. Jeg får eksem på min krop. Jeg sover ikke om natten. Jeg sveder voldsomt. Jeg har kvalme og mister appetitten. Alt det startede søndag aften. Det var svært at være i. Det ændrede mit humør og jeg var ked af det. Og presset. Virkelig presset. Jeg har alt for meget at se til, for øjeblikket. Jeg kaster alt for mange bolde op i luften, fordi jeg vil det hele - gerne samtidig. Det kan jeg ikke magte. Og derfor tog jeg onsdag en beslutning. At jeg ikke ville gå op til certificeringen. Det var en rigtig svær beslutning og jeg var længe om at tage den. Jeg talte meget med min veninde om det, som sagde "Du gør dit bedste og det er også stærkt at mærke efter og det er endnu stærkere at kunne sige fra. At turde at sige fra". Så det gjorde jeg. Jeg sagde fra. Med tårer i øjnene, med en følelse af at fejle og med en smag af nederlag. Fredag var hård. Jeg var hjemme, alene og jeg hatede på mig selv. For at have fejlet. Jeg tænkte meget over, hvornår jeg sidst har opgivet noget. Jeg kan ikke huske det. Dét trøstede mig. Ikke fordi at man ikke må give op. Men jeg giver normalt aldrig op. Og jeg gav ikke op i fredags. Jeg mærkede efter og sagde fra. Det var ikke det værd for mig. Og jeg lyttede. Dét er første gang. Og det vil jeg gøre noget mere. For det vokser man faktisk også af. Du er god nok. Altid <3