Tynd & lykkelig?

img_9075

Billedet er 4 år gammel, jeg vejede omkring 54-55 kilo.

Jeg ved ikke hvad jeg vejer. Jeg ejer ikke en vægt og jeg tænker sjældent over, hvad jeg egentlig vejer. Der er en vægt i mit træningscenter og min mor har vist også en vægt derhjemme, som jeg snildt kunne stille mig på. Men det kunne ikke interessere mig mindre. Engang gik jeg op i tallet og engang var det vigtigt for mig, at veje under 60 kilo. Jeg husker tydeligt den dag, da jeg steg på vægten og den sagde 60,5 kilo. Jeg var begyndt til crossfit og tog næsten 10 kilo på, på 1½ år. Ret meget på sådan en lille krop. Jeg er 164 centimeter på en (rigtig) god dag og nok 162 i virkeligheden. Det tog mig lang tid at vænne mig til, at vægten gik opad. Musklerne voksede og mine bukser sprang i syningerne, men jeg anede ikke, hvordan jeg ellers skulle komme igennem krisen og sorgen. Men før det, et års tid efter at krisen ramte, tabte jeg mig gevaldigt. Jeg tror at jeg vejede omkring 55 kilo, hvilket betød at jeg tabte mig 5 kilo på kort tid. Jeg spiste ikke rigtig, trænede konstant cardio og jeg havde det af helvedes til. Jeg fik tit at vide, at jeg så sund og stærk ud, slank og i kontrol. Sandheden var, at jeg sejlede. Det sagde jeg ikke højt, på det tidspunkt. Jeg blev stolt, når andre kommenterede på vægt og sagde, at jeg var tynd. Jeg var på intet tidspunkt i sundhedsfare, men jeg vejede mindre end godt var og jeg var ikke glad. Jeg brugte i hvert fald 3 timer om ugen på crosstraineren. Jeg hadede det og jeg hadede den, men jeg ville gerne have kontrol med min vægt. Det var det eneste, som jeg kunne kontrollere. Det sker ofte, at piger og kvinder kontakter mig, som gerne vil tabe sig. Fordi de gerne vil være glade og lykkelige. Piger og kvinder som med mit blotte øje ikke ser ud til, at have noget at tabe sig af. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer overfor - jeg ved, at ligegyldigt hvad andre siger til dig, så ændrer det intet, hvis du selv har det på modsatte måde. Men. Det bekymrer mig. Og derfor skriver jeg dette indlæg. Fordi jeg gerne vil fortælle dig, at der nødvendigvis ikke venter lykke, for enden af vægttabet. Jeg har været så tynd, at jeg ikke kunne lide at se mig selv i spejlet og jeg var ikke lykkelig. Selvom at de, som så mig udefra sagde, at jeg aldrig havde set bedre ud. Den følelse jeg havde i min krop på det tidspunkt, var hverken rar eller behagelig. Jeg kæmpede for at undgå, at mærke efter. Jeg havde mistet min bror og mit parforhold var så småt ved, at slutte. Og måske du også kiggede på mig dengang og troede, at jeg havde det hele? Måske du kigger på piger og kvinder på de sociale medier, og tænker det samme om dem? At flad mave, tynde ben og synlige kraveben er lig med glæde i maven? Det kan det nok godt betyde, men jeg ved at der skal meget mere til. Tynd og lykkelig hænger i min verden ikke sammen. I dag vejer jeg vel tæt på 66-67 kilo og jeg har ikke haft det bedre, i mange år. For mig handler det ikke om tallet på vægten, om folder hist og her eller om jeg kan passe et bestemt par bukser. Det handler for mig om, at jeg griner så meget som muligt og er glad. For når jeg er glad, så betyder min krops udseende nemlig ingenting. Det er dét, som er så fandes med kure og diæter og hård træning - hvis det ikke gør dig glad, hvorfor så byde dig selv det? Når jeg engang ligger og skal sove for evigt så ved jeg, at jeg ikke vil tænke på de stunder, hvor jeg kunne have bikini på, uden at være ked af, at vise min krop frem. Eller tænke på alle de dage, hvor min mave var stram og flad. Jeg håber og jeg tror på, at jeg vil tænke på de dage, hvor jeg grinede og var glad - sammen med de som jeg elsker. Der er så meget mere i livet, end vægt og kalorier og fucking chiafrø. Heldigvis!