Om at turde igen

kiss Efter at jeg lagde dette billede ud på min instagram, er spørgsmålene væltet ind. Og mange, mange søde beskeder. Tak for det hele, jeg er helt overvældet over, hvor glade I er på mine vegne. Virkelig. Mere om hånden i min på billedet, lidt senere. Dét er jeg ikke helt klar til, endnu. Men - jeg har fået mange spørgsmål (og gode bud på, hvem håndens ejermand er) og jeg vil forsøge at svare på det spørgsmål, som jeg har fået stillet flest gange:

Hvordan tør du igen?

Et godt spørgsmål. Hvis du har fulgt med herinde eller på mine andre medier, så ved du nok, at jeg har sejlet i kærestesorgens sø i nogle år. Det har været decideret hjerteskærende, hårdt, modbydeligt og det hårdeste, som jeg har prøvet i mit liv - at blive forladt. Så hvordan tør jeg igen? Risikoen for at blive knust, eksisterer stadigvæk - du får nemlig ikke tildelt en "helle-plads", bare fordi du én gang før har fået dit hjerte knust. Sådan hænger livet ikke sammen. Det ville nok også være forfærdelig kedeligt, hvis du kendte drejebogen over dit liv.

Før jeg mødte ham, som er i mit liv lige nu, så havde jeg opgivet. Jeg gik rundt og troede, at jeg aldrig ville lukke en ny mand ind i mit hjerte. Jeg var faktisk overbevist om, at det ikke kunne lade sig gøre. Fordi jeg var bange og fordi jeg ikke turde. Mine forældre sagde, at jeg var hård og mine veninder sagde det samme. Fordi jeg aldrig lod mændene komme tæt på. Så snart de spurgte om min fortid, hvad jeg godt kunne lide at spise eller hvad mine drømme var, så lukkede jeg i. Jeg kunne ikke. Det var som om, at jeg ikke bestemte over det selv. Det var en mekanisk proces, som gik i gang indeni. Jeg kunne bare ikke igen. Jeg ville ikke. Jeg turde ikke. Og jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville ende alene. Og at det ville være okay. Selvom at jeg gerne vil have familie og en mand, min bedste ven, ved min side. Jeg jokede med, at jeg ville få katte (jeg har i øvrigt et semi anstrengt forhold til katte) og blive crazy catlady og bo mellem kattetræer og kattebakker og gro sammen forneden. Måske lære at strikke. Jeg kunne strikke karklude og sælge dem på loppemarkeder som søndagen. Dream big - ikke sandt?

Sådan gik der næsten 3 år. Jeg havde opgivet. "Alle" de mænd jeg fandt interessante, var ikke interesserede i mig. "Alle" de, som ville mig, gad jeg ikke. De som jeg var interesserede i, evnede jeg ikke at åbne op for. De som ikke var interesserede i mig, evnede alligevel, at træde voldsomt på mig flere gange. Jeg hadede mænd som ikke var min far og jeg anså mænd, som værende lort. Måske du kender det. Eller har en veninde, som kraftig overvejer at anskaffe kat(te).

Men så stod han der. Og den mur, som jeg havde bygget op, faldt sammen. Da jeg så ham i øjnene for første gang. Virkelig. Det lyder pladder romantisk og for bare én måned siden, havde jeg kastet op i min mund. Men det er altså sandt. Hvis du har fulgt med herinde de sidste 3 år, så ved du at jeg har haft et forfærdeligt forhold til det modsatte køn. Douchebags med kærester og klamydia, gifte mænd (!), mænd som henkastet kiggede på billeder af min afdøde bror og spurgte "hvem er ham duden?" og mænd som sagde "nu har jeg knaldet Helse Matilde" har været i mit liv. Har jeg selv tiltrukket dem? Måske nok. Måske jeg ikke tænkte, at jeg var mere værd. Måske var jeg ikke klar til andet. Måske er det en fase, som vi alle skal igennem. Singlekvinder er seriøst de stærkeste jeg kender!

Så hvordan turde jeg? Hvordan turde jeg, at kaste mig ud i dét igen? Satse mit hjerte og mit liv? Satse hele baduljen i livets fucking lotteri? Sidst jeg gjorde dét, kostede det mig livsglæden i et par år, en tur på psykiatrisk, alt for meget alkohol, alt for mange ulykkelige byture, alt for mange usunde mænd, ensomhed og en fuldstændig ligegyldighed overfor, om jeg blev kørt ned i trafikken. Fordi jeg vitterligt intet følte indeni. Og ikke ville føle noget.

Svaret? Jeg kan ikke lade være. Og det er fordi, at han er den, som jeg har brug for. Og sådan hænger det sammen. Det ved jeg nu. Jeg ved ikke, om jeg tror på den eneste ene, det tror jeg ikke, at jeg gør. Men lige nu lader jeg mig falde, jeg svømmer ud hvor jeg ikke kan bunde, jeg åbner fuldstændig og jeg har for længst lagt mit prøvede hjerte, i hans hænder - fordi der ikke findes andre muligheder. Fordi jeg tør, når det er ham. Det er fantastisk og dejligt og livsbekræftende. Og det er angstprovokerende, svært, rodet og jeg er ude af træning. Men jeg kan ikke lade være. Jeg har overgivet mig.

Der er håb. Jeg lover dig det. Jeg lover dig det! Hvis ikke - så laver vi en kennel sammen. Med katte. Og aften-strikning.