3-2-1-HOP Helse

img_0303 Men jeg tør ikke at hoppe, for jeg er fandeme bange. Kender du det? I så mange år har jeg ventet på dét, som netop er hændt mig. Kærligheden. Der er en mand som gerne vil mig. C H O K E R E N D E. Og det kan virke ironisk når jeg skriver det sådan som jeg gør, men det er chokerende for mig. Og jeg tør ikke stole på dét. Jeg har prøvet at kærlighed ikke var nok. Jeg kan huske, da jeg som barn var i svømmehallen og en eller anden fik mig lokket op på vipperne. Måske 3 meter vippen, måske den på 5 og et par gange helt op på 10 meter vippen. Jeg stod på kanten og kiggede ned i afgrunden (ja, jeg sætter det muligvis lidt på spidsen) og blev ramt af akut panik og lysten til at vende om, stikke halen mellem benene, tage grinene og de små fnis fra de andre børn og daffe ud i omklædningen, hoppe i mit gode tøj og smutte - og aldrig vende tilbage. Men jeg hoppede. Selvom at jeg var bange og svedte som en nervøs teenager, trods vådt badetøj. Hvorfor? Fordi jeg ikke ville gå glip af oplevelsen. For jeg kendte den jo, fornemmelsen. Kilden i maven, helt dernede hvor det sjældent kilder, i en semi-kedelig hverdag. Fornemmelsen af at have alt på spil, men få det tifoldigt igen. Stoltheden over sig selv og sin bedrift og glæden ved at - lad mig være ærlig - overleve. Jeg frygtede tit for mit liv i svømmehallen, men det bunder nok i at jeg både hader vand, dybde og det at dele vand med fremmede. Og plastre i vand. Jeg har været forelsket to gange i mit liv, sådan ægte. Jeg var forelsket da jeg var 20 år gammel og nu, lige nu - hvor jeg er 10 år ældre. Der er kæmpe forskel og jeg føler ikke, at jeg kan sammenligne de to oplevelser. Dels fordi jeg var så ung sidst, men også fordi, at der er sket så meget siden. Jeg har oplevet sorg og jeg har været nede og vende i en sådan grad, at jeg ikke havde lyst til at leve og ønskede at blive ramt af en bil, så mine forældre ikke kunne bebrejde mig for at dø. Derfor er jeg forelsket på en hel anden måde, end jeg var sidst. Lidt mere overvejende, lidt mere funderende, lidt mere skeptisk. Langt mere skeptisk, faktisk. Og der er kommet en port, som lynhurtigt kan lukke omkring mig. Ofte uden at jeg helt opdager det og jeg kan ikke stoppe den. Jeg får hurtigt lyst til, at krybe tilbage i mit skjold og passe mig selv. Det gik jo meget godt, kan jeg tænke. Jeg glemmer hvor ensom jeg var og hvor hårde dagene og nætterne kunne være. Hvor opgivende jeg var. Hvor meget jeg savnede tosomheden - fordi jeg udmærket ved hvordan dén føles, når den er ægte. Og nu står jeg igen på vippen. Den på (mindst) 10 meter. Det er så pissehamrendelortefucking svært at springe. Jeg kender fornemmelsen. Så snart at jeg står så langt ude på kanten, at tyngdekraften tager fat i mig og jeg falder, så kilder det i maven, så fyldes min krop med spændthed og glæde. Og stolthed fordi jeg gjorde det. Og angst for, at det skal gøre ondt. Eller gå galt. Men den der kilden i maven, den overskygger alle de andre følelser. Så hvorfor springer jeg ikke? Hvad har jeg ærlig talt at miste? Jeg har prøvet at miste alting før, jeg skulle nok kunne klare at miste alting igen. Jeg har klaret mig selv før, jeg skulle nok klare at klare mig selv igen. "Kærlighed er ambivalent", skrev min gode veninde til mig i dag. Og jeg synes at hun har ret. Kærlighed er dejligt, rart, varmt og opløftende og fuld af liv, håb og glæde. Men hvor er jeg samtidig bange for, at miste det igen. "Sorg er kærlighedens pris", dét lærte jeg sidst at jeg lå i vandet og plaskede løs, i noget der minder om 5 år. Jeg har ikke brug for at lære det igen, jeg vil ikke igennem dét igen. Det er netop dét, som gør mig bange og som gør, at jeg står på vippen og ikke helt tør at kaste mig ud endnu. Jeg kommer ikke til, at gå ned fra vippen igen, smutte ned og pakke mit tøj og gemme mig hjemme i min lille lejlighed, hvor jeg kan bilde mig selv ind, at jeg hellere vil være alene fordi "det er nemmere". Jeg bliver heroppe og venter på, at modet kommer til mig. Eller venter på at jeg bliver skubbet. Jeg vil nemlig det her og jeg tror også, at jeg kan. Jeg skal bare hoppe. Del gerne dine erfaringer med at turde igen, i kommentarfeltet. Jeg har virkelig brug for at læse andre historier, jeg har virkelig brug for at læse at jeg ikke er alene. Jeg har brug for at blive skubbet.