30 år og trust issues?

trust Apropos ugens tunge indlæg (læs om Hånden her), så kom jeg til at tale med en veninde om, at stole på andre. Mænd, primært. Jeg stoler i virkeligheden ret meget på pigerne i min omgangskreds. Jeg ville selvfølgelig føle mig enormt svigtet hvis det viste sig, at jeg ikke kunne stole på en af dem, men ikke på samme måde, som når en mand sårer mig. Der er på en eller anden måde, bare en forskel. For mig i hvert fald. Svigtet er anderledes. Men altså. Jeg talte med en af mine veninder, om trust issues. Du ved, problemer med at stole på en eller måske slet ikke kunne finde ud af, at stole på nogen. Vi sad og fik lidt (læs: meget) vin (læs: og øl og gin og tonic og vist også lidt flere øl) og talte om dét. Jeg sagde noget i retningen af, at jeg havde trust issues og hvad fanden jeg i grunden skulle stille op med dét. Jeg sad og pillede lidt i min egen navle og ævlede om trust og issues, ynkede lidt over min situation og så videre. Du kender den måske. Du har måske været dér. Du er der måske nu. Min veninde, min kloge veninde, kiggede på mig og sagde: "Seriøst Tilde. Jeg kender ikke nogen på vores alder (læs: i 30'erne), som ikke har trust issues. Vi er alle sammen blevet fucket med på eller andet tidspunkt. Vi har også fucket med nogen. Det er en del af livet. Du bliver bare nødt til at lære at leve med det". På en eller anden måde trøstede det. Dels fordi jeg blev bekræftet i, at jeg ikke var alene med det der trust issues. Dels fordi der var håb. Håb for at komme til at lære at leve med det. Jeg tror dog, at jeg vil have trust issues, indtil at jeg kender manden godt. Indtil at jeg ved, virkelig ved, at han vil mig. Og kun mig. Trust issues er jo i virkeligheden bare en måde at sige, at man er bange for at blive såret. Bange for at blive brændt af. Bange for at blive ked af det. Bange for at blive forladt. Er det i virkeligheden ikke et vilkår, som vi alle har med os? Jeg kender par som har været sammen i over 10 år, som stadigvæk frygter at den anden skal finde en anden, en bedre. Måske trust issues er en del af pakken, om man så må sige. Måske trust issues skal ses mere positivt, end vi gør? Måske skulle det bare hedde: "jeg er bange for at du gør mig ked af det-issue". Allerede dér bliver det på en eller anden måde nemmere at forholde sig til. Mere nærværende og ærligt? Jeg har trust issues - jeg har i den grad trust issues. Jeg er så pisse bange for, at blive knust og tilintetgjort. Jeg er bange for at gå i stå. Jeg er bange for at miste lysten til livet. Igen. Jeg føler mig som en snegl, på en varm sommerdag. Den der som sidder på et blad ude i haven med følehornene ude, livlig og nysgerrig, alt er godt og rart. Indtil at der falder et blad ned, ved siden af sneglen. Det rammer slet ikke. Straks trækker den følehorn og krop ind i sit hus. Bliver derinde indtil den igen er sikker, og forsigtigt stikker hovedet ud igen. Jeg er sneglen. Jeg er fucking sneglen. Snegle sidder altid alene, gør de ikke? Jeg vil i hvert fald ikke være snegl. Det er ikke rart, at være beskyttet inde i huset. Det er ensformigt. Det er forudsigeligt. Det er sørgeligt. Det er rart og dejligt og hårdt og udfordrende og pissehamrende svært, at være udenfor huset. Jeg savner det. Og jeg vil udenfor igen. Koste hvad det må, et knust hjerte kan man altid få. Det overlever jeg nok igen. Men fordi at jeg er bange for at blive forladt, vil jeg ikke gå glip af en stor kærlighed. Trust issues er bare en måde at beskytte mig selv på og så længe at jeg tænker dét - så bliver det allerede nemmere at have med at gøre. Og jo mere bange jeg blev, for at blive forladt, des større blev risikoen. Og til sidst blev min frygt til virkelighed. Den fejl vil jeg ikke lave igen.