3 måneders kærlighed

7u0a0422_bw

Billede: Emily Spiro

"Det gode ved, at du ikke kendte ham så længe er, at du kun skal bruge halvdelen af den tid i var sammen på, at komme over ham igen. Ligesom de siger i Sex & The City". Sådan sagde en veninde til mig forleden. Det er der flere af mine veninder, som har sagt til mig. I kærlighed og i omsorg og fordi de er kede af at se, at jeg er ked af det. Jeg elsker dem, men det er naivt at tro, at det hænger sådan sammen. Sorg og kærlighed kan ikke skemalægges, der er ikke en deadline og så er det slut og det er ikke noget, som kan overståes. Det bor i dig for altid, men kan gå i dvale. Jeg kan stadigvæk huske hvordan det føltes, da min første kæreste og jeg gik fra hinanden, men jeg tænker meget sjældent på det. Men det er der. Jeg sørger disse dage, jeg sørger over at have mistet kærligheden og ham, som jeg gerne ville dele mit liv med. Men jeg sørger også over håbet - som jeg følte havde genfundet mig og som jeg føler, at jeg endnu engang har tabt. Og jeg kan ikke finde det igen. Dagene kravler afsted, jeg kan sove hele tiden, jeg orker ikke at være social, jeg kan ikke rumme særlig meget i særlig lang tid, af gangen. Det går jeg som sådan ikke i panik over, jeg har været hér før - jeg ved, at det går over. Jeg ved hvad jeg skal gøre og jeg ved i høj grad, hvad jeg ikke skal gøre. Dét som er det værste ved, at være ked af det, er tanken om, at du ikke kan flygte fra den. Jeg føler sommetider, at det er helt klaustrofobisk indeni. Hvis jeg rejser om på den anden side af jorden, vil smerten stadig være der. Intet kan fjerne den. Alkohol kan dulme, træning kan give frirum, veninder kan trøste, men intet hjælper - udover tid. Gid man kunne få tid på recept eller i pilleform. Jeg vil hellere brække en arm, end jeg vil have ondt i hjertet. Så kan folk også se, at jeg er i smerte og i helingsproces. Dagene er grå og jeg kan ikke huske, hvordan jeg ser ud med glæde i øjnene, men jeg har lært én ting - én vigtig ting, som jeg kan bruge i mit liv og som er en kostbar erfaring. Kærlighed kan ikke måles i tid. Jeg har nu prøvet at sørge over et parforhold som gik i stykker efter 7 år og nu, en relation som aldrig blev til et forhold, som varede i 3 måneder, men som brænder på samme måde, som efter 7 år. Forskellen er, at der er færre minder og oplevelser, som jeg kan tænke tilbage på. Men følelsen er den samme. Og jeg lærte, at jeg rent faktisk er i stand til at elske. Selvom at det ikke var gengældt, selvom at jeg elsker forgæves, så er det muligt for mig. Og jeg turde. Et sandt søndagsindlæg, sådan en grå martsdag. Men det ville føles forkert at skrive om tøj, træning eller noget helt tredje. For lige nu fylder mit hjerte, selvom jeg har svært ved at mærke, om det stadig eksisterer. Jeg vil egentlig bare sige til dig, som måske sidder i samme situation - at du ikke er alene. Og at du ikke skal skamme dig over at sørge, selvom at du "kun" har kendt ham/hende i kort tid - eller hvis du har kendt vedkommende for evigt. Kærlighed kan ikke måles i tid, det ved jeg nu. Og sorg er sorg, uanset hvad andre tænker. Måske tænker andre, at jeg sørger for meget over det her - men det ændrer jo ikke, hvordan det føles indeni. Og skidt pyt med andre og deres eventuelle meninger. Føles det som sorg, så er det sorg og det skal du aldrig forsvare eller argumentere for. Hold ud, så gør jeg det samme <3