Du ved at du er voksen når

voksen Igår blev jeg spurgt om ID, da jeg købte vin i Netto. Ja, jeg mener det. Nej, det er ikke en joke. Til din information så skal man være 16 år, for at købe alkohol. Undertegnede fyldte 30 år i november. Jeg havde en bums på læben igår, måske var det den, som fik mig til at ligne en teenager. Jeg bliver ofte skudt til, at være 25 år, men 16 år - dét sker ikke så tit. Det fik mig til at tænke - hvordan man egentlig ved, om man er voksen. Jeg føler mig for det meste som en teenager, som bare har egen lejlighed og har snydt alle - sommetider føler jeg mig, som en gammel dame på 76 år. Hvornår ved man, at man er voksen? Jeg har samlet nogle ting, som i hvert fald fortæller mig, at jeg altså er i 30'erne:
  • jeg har netop kigget ud på min altan og tænk på, hvor meget jeg glæder mig til, at plante blomster i min altankasse og få planter i mine potter. (bare det at have potter, siger en del).
  • jeg har pudset vinduer og jeg kunne lide det. Hørte mig selv sige "det er hyggeligt!" til en veninde. WTF.
  • jeg har vasket mine gardiner.
  • og strøget mine gardiner.
  • STRØGET!
  • jeg tager øjencreme alvorligt nu og jeg bruger det hver aften.
  • jeg tog mig selv i, at vende mig irriteret om i bussen, fordi to teenagepiger sad og grinede vildt højt. Ungdommen nu til dags!
  • for et par lørdage siden, gik jeg i seng klokken 22.00.
  • jeg har afkalket min el-kedel og hver gang, at jeg kigger på den, bliver jeg oprigtigt tilfreds med min egen indsats.
  • da jeg stod op af sengen imorges, sagde jeg "arghhh" fordi min krop lige skal i gang.
  • jeg har en plakat med Dirch Passer, Ghita Nørby og Ove Sprogøe i mit soveværelse. Og jeg elsker den.
Hvilke tegn viser dig, at du er voksen? Del endelig i kommentarfeltet!