Et allersidste om Hånden.

31947739_10214234301543963_1276557017305055232_n Jeg havde egentlig besluttet mig for, at han ikke skulle have mere tid på bloggen. Flere ord, mere af mig. Men fordi jeg stadigvæk dagligt bliver spurgt, ser jeg mig nødsaget til, at skrive dette indlæg. Om Hånden. Hvis navn jeg ikke skriver, fordi det ikke er vigtigt. Han nåede aldrig på bloggen, sådan rigtigt. Hvilket er rart, nu. Men som var svært, mens det stod på. Fordi jeg var så forelsket. Men. Hånden og jeg ses ikke længere - og det har været sådan siden 2 marts. Jeg kan skrive tusinde ord om, hvorfor det ikke gik. Det var ikke kilometerne til Aarhus, aldersforskellen eller børn, som kom i vejen. Det var, fra min side, ikke mangel på kærlighed. Det hele blev bare.. rodet. Som om at vi aldrig rigtig, fik en chance. Det føltes så rigtigt og samtidig, føltes det så forkert. Jeg har ikke været så forelsket, som jeg var i ham. Men det blev for kompliceret, for svært, det gjorde for ondt. Vi var for ens og for forskellige. Og hvad så nu? De første to uger lå jeg og kiggede op i loftet. Aflyste alle møder, events, sociale arrangementer. Græd ikke, jeg var bare tom indeni. Og jeg ville være alene. Og jeg tænkte, ærlig talt, hvad meningen med mit liv er. Tænk at jeg skulle være ulykkelig igen. Mit hjerte føltes bristet. Nu, hvor der er gået over to måneder, føles hjertet i bedring. Jeg er glad, jeg har genfundet glæden ved mit liv, som jeg selv skaber hver eneste dag. Jeg savner ham, fordi han gjorde mig glad, fordi han fik mig til at grine, fordi han helt fik mig ud af sorgen, fordi jeg følte mig hjemme, sammen med ham. Han fik mig både sorgen over min lillebror og over min ekskæreste. Og jeg tror faktisk, at det var derfor, at jeg mødte Hånden. Fordi han skulle hjælpe mig videre, uden at følge med selv. Vise mig vejen. Det har været svært for mig, at indse. Det gør ondt, at tænke på. Men jeg har besluttet mig for, at det må være sådan, at det hænger sammen. Han vil altid have en speciel plads i mit hjerte, selvom at han har forvoldt mig skade. Måske netop derfor. Så hermed de sidste ord om Hånden. Som så smukt satte sit håndaftryk på mit hjerte, men som aldrig rigtig formåede, at komme helt ind. Jeg håber, at det lykkes den næste. Indtil da, vil jeg nyde mit liv og have fokus på dét jeg har, og ikke det som jeg har mistet.