Forelsket

forelsket Forelskelse. Ét af mine yndlingsord og én af mine yndlingsfølelser. Og samtidig en tilstand, som jeg frygter. Frygter fordi, at jeg ikke kan gennemskue den. Og sidst jeg var forelsket, mistede jeg mig selv undervejs. Uden at jeg opdagede det. Jeg frygter også forelskelsen, fordi den får mig til at svede, giver mig ondt i maven og giver mig en følelse af, at være uovervindelig. Og det gør så ondt, når jeg indser, at jeg ikke er. Igår talte jeg om forelskelse, med min far. Den klogeste mand, som jeg kender. Jeg har været forelsket to gange i mit liv. Begge gange blev jeg forelsket, ved første blik - begge gange tog forelskelsen hårdt på mig. Men jeg elsker, at være forelsket. Du føler, at du kan alt - når du er forelsket. Hvis det er gengældt, vel at mærke. Og jeg frygter, at jeg aldrig mere skal forelske mig. Og dét talte jeg, med min far om. Måske min kvote for forelskelse, er opbrugt? Måske kan jeg ikke igen, fordi det er så hårdt, at komme tilbage til livet, efter en forelskelse. Jeg forelsker mig ikke nemt og jeg ved ikke, hvad der har gjort, at jeg har forelsket mig. De to, som jeg har været forelsket i, har været nærmest modsætninger. Den ene forelskelse forvandlede sig til dyb kærlighed, den anden nåede det aldrig. Min far sagde noget klogt, som jeg har tænkt på, lige siden igår eftermiddags. Han spurgte mig, hvorfor at det er så vigtigt for mig, at føle forelskelsen. Først blev jeg lidt trist, ved tanken om, at jeg "bare" skulle have en kæreste, som jeg ikke var forelsket i. Men hvis du nu elsker ham, kan du så ikke undvære forelskelsen? Hvad hvis du springer forelskelsen over og elsker, i stedet? For det er vel sådan, at det skal "ende", når man forelsker sig. Ende i kærlighed og i hengivenhed (muligvis første gang, at dette ord ses her på bloggen..). I øvrigt fortalte min far mig, at han ikke havde oplevet den store forelskelse, med min mor. Det var hurtigt endt i kærlighed og på mandag, kan de fejre 30 års bryllupsdag. Jeg tror, at min far har ret. Og det har hjulpet mig, fordi jeg allerede nu kan mærke, at jeg slapper af. Hvad så, hvis jeg ikke oplever den der vanvittige forelskelse mere, i mit liv? Hvad hvis jeg i stedet oplever kærlighed, som varer ved? Dét tror jeg hellere, at jeg vil have. Og pludselig blev kærligheden igen tilgængelig, fordi jeg ikke skal stresse over, om jeg er forelsket eller ej. Kærlighed behøver jo ikke, at komme som et slag i ansigtet. Sommetider kommer den snigende - og dét bliver den ikke mindre af.