Er det dig eller mig der lugter af gnu (DEO TESTEN)

Helse Matilde bliver aldrig en beauty-blog. Det overlader jeg til Dåserne, som er min favorit i dét segment. De har i øvrigt lige lavet en suveræn fodcreme, som i den grad gør en synlig forskel, på tørre sommerfødder. Jeg var skeptisk - for jeg synes ikke at jeg har oplevet, at en fodcreme kunne gøre en stor forskel. Men efter et par dage på stranden til Musik i Lejet lignede mine fødder altså noget, der var løgn - men i dag er de bløde som babynumser. Nå, men det skal ikke handle om fødder. Det skal handle om armhuler. De våde af slagsen. Jeg er våd i mine armhuler hver eneste dag. Mest til træning, men også når jeg er ude med pigerne, på date (!), når jeg cykler til møder og jeg ved snart ikke hvad. Jeg kan ikke have en grå t-shirt på. Jeg kan ikke have silke på. Jeg kan ikke have en stram, rød kjole på, som sidder oppe omkring armhulerne. Med mindre at jeg vil flashe mine kropsvæsker, vel at mærke. Jeg er blevet mere og mere afslappet omkring mine judas armhuler, men jeg gider ikke at have en stor pandekage under armene. Derfor ledte jeg efter en god deo - og hvad der startede som at være en lille fakesnapchat video blev til en deo test. Med inputs og forslag fra jer - tak! Jeg er stadig i gang med at teste - men her er de første 4, som jeg har testet: Sard, roll on, White musk: Jeg er meget, meget begejstret. Jeg har altid været glad for produkter fra Sard, men jeg havde aldrig prøvet deres deodorant. Jeg er en roll-on pige, da jeg synes, at de giver den bedste effekt. Denne fra Sard har en mild duft og indeholder mælkesyrer, som sikrer hudens naturlige pH-værdi. Om det er dem som gør det, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at den virker. Jeg har testet den i 8 dage, i denne varme sommer og den holder altså. Mine armhuler har nærmest ikke været våde, eller bare fugtige. Trods cykelture, vigtige møder (hvor jeg altid bliver nervøs) og et par dates (hvor jeg sveder endnu mere). Den er godkendt. Den koster 145 kroner, hvilket er mere end jeg normalt giver for en deodorant, men den virker og den virker også drøj. Køb den her. Bonus: Crossfit godkendt - nok svedte jeg, men jeg lugtede ikke. Heller ikke en time efter. Eller to. Jeg var lidt længe om at tage mig sammen til, at gå i bad. Sanex, roll on, Zero%: Sanex' duft minder mig om min onkel, som altid brugte Sanex deodorant og vist også kropssæbe, da jeg som barn var i sommerhus med hele familien. Den duftede så godt, syntes jeg. Jeg vil dog helst ikke have for meget parfume i mine armhuler, derfor er Zero% velegnet da den, som navnet antyder, ikke indeholder parfume. Eller aluminium, men det er der ingen af deodoranterne i denne test, som gør. Den praler med at kunne holde i et døgn - og jeg kan næsten give den ret. Jeg har testet den i 5-6 dage i København plus alle dagene på Musik i Lejet hvor dans, fadøl, lange gåture, sand og solskin dagen lang, bragte den lille deo på prøve. Men jeg kan konkludere, at den holder. Den holder! Jeg har ikke lugtet af sved på Musik i Lejet - og jeg gjorde ellers et ihærdigt forsøg, under koncerterne. Jeg hælder dog mere til Sard, da jeg synes at den holder i længere tid, dufter bedre og er mere behagelig at påføre (mindre detalje, men den tæller altså!), men Zero% fra Sanex koster 12 kroner. Så den vil jeg kalde Test vinder indtil videre. Køb den her. Også crossfit-godkendt! Weleda, roll on, med granatæble: Årh. Jeg elsker normalt produkterne fra Weleda, særligt Skin Food (som kan redde et bumse-udbrud!), den deodoranten er altså ikke meget værd. I hvert fald ikke, i mine armhuler. Mange af jer skrev, at I var glade for den. Jeg deler ikke begejstringen. Jeg testede den i 3 dage, men gav op til sidst - jeg lugtede af sved, hvilket jeg ellers aldrig gør. Den koster 65 kroner, hvilket er mange penge at give for, at lugte af sved. Måske den bare ikke passer til mit sved. Køb den her. Benecos, deo spray, med aloe vera: Den er vegansk, den er uden parfume, uden aluminium og du vel egentlig drikke den - for der er intet klamt eller farligt i. Jeg ville dog ikke anbefale dig det. Den dufter som en drøm, den er frisk at tage på (og testens eneste spray) og så holder den vand, om man så må sige. Ikke en favorit - men bestemt god. Jeg testede den i 4 dage - blandt andet i 30 grader og på en strand date. Jeg kan rigtig godt lide, at det er en spray - fordi den netop er så frisk. Men den holder ikke som Sard eller Sanex. Men du kan jo have den med dig og friske op, i løbet af dagen. Den er rigtig rar at tage på, efter barbering. Og så har den altså bare testens bedste duft. Den koster 69 kroner lige her. Jeg tester videre - smid en kommentar hvis du har en deodorant, som du gerne vil have mine armhulers besyv på!