Brug og smid væk dating

Jeg skrev det her indlæg, i mit hoved, i nat. Jeg vågnede klokken 4.15 i nat, ude af stand til, at kunne sove videre. Så lå jeg i min store seng, alene og skrev dette indlæg. Og følte mig ensom. Jeg bestemte mig for, at det aldrig skulle på bloggen. Jeg tog op for at træne, for at få aggressionerne ud af min krop. Det er nemlig derfor, at jeg har svært ved at sove. Fordi jeg er vred. Rasende, faktisk. Og mens jeg stod, smurt ind i kalk og sved slog det mig: jeg startede jo netop bloggen fordi, at jeg gerne vil skrive. Ikke kun dele opskrifter, træning, kjoler og stifter til uren hud. Jeg vil skrive det, som fylder indeni. Og lige nu fylder dette indlæg, hele mit indre. Dating. Dét skal det handle om. Som overskriften afslører. Måske har du en kæreste, men læs alligevel med. Og pris dig lykkelig for, at det lykkedes for dig. For det er en krigszone. Og jeg er træt af, at bære rustning og våben. Jeg er ked af, at rustning skal bæres, på dating-markedet. Og sommetider, går pilene igennem rustningen og dét, er netop sket for mig. Jeg har datet denne sommer. Jeg dater ikke flere af gangen, så jeg har datet én. I noget der ligner 2,5-3 måneder. Det er længe for mig - det er mange dates. Det er meget kommunikation på online medier, det er personlige ting, som deles mellem hinanden, det er mange grin, mange kys og meget nervøsitet og alt muligt andet. Som deles. Jeg er ikke forelsket (heldigvis, så havde den for alvor gjort nas!), men det er tid som investeres og det er mig, der investerer mig i relationen. Det er ikke noget, som jeg gør tit. Det betyder faktisk noget. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer - det er sagen uvedkommende og heller ikke rimeligt, for der er altid to sider, af samme sag. Men. Noget skal jeg jo skrive, for at ordene på din skærm, giver mening. Jeg kom hjem fra ferie og fandt ud af, at jeg var den eneste i vores relation, som ikke længere brugte tinder. Fucking tinder. Vi var to i den relation, for lige at skære det ud i pap. Eller. Det var vi jo så alligevel ikke. For at bruge et ord, som alle forstår: tarveligt. Det er nemlig vildt tarveligt. At jeg selv skal finde ud af det og i øvrigt også selv, skal bringe det op. Skidt pyt med ham, men det er kulturen, som jeg er vred på. Ej, jeg er også vred på ham. Og såret. Det er jo en afvisning. Og selvom at jeg måske heller ikke følte den, så er det en afvisning og sådan en, giver sjældent en varme i maven. Jeg har givet mig selv lov til, at være vred på ham til og med imorgen. Mandag skal han være ude, af mit system. Jeg har grædt to gange. Og mere får han ikke. Brug og smid væk-dating. Swipe kulturen. "Duer ikke, væk!", kulturen. Jeg er tæsketræt af, at vi behandler hinanden så dårligt, i datingverdenen. Jeg har også selv været en bitch, i det her dating show. Bestemt. Ikke efter flere måneders dating, nuvel. Men jeg har været en kælling, overfor nogen mænd. Sociale medier har gjort, at vi har et hav af muligheder (læs: mennesker som vi kan date). Det burde gøre det nemmere? Det tror jeg desværre ikke, er tilfældet. Jeg tror, at vi har for mange muligheder. Så hvis et eller andet ikke huer os, så rykker vi videre. Uden at tænke, at dating jo faktisk handler om følelser. Og rigtige mennesker. Tid, som er investeret i relationen. En åbenhed (for det meste), en imødekommenhed (oftest) og en lyst til, at lære et nyt menneske at kende. Vi er storforbrugere af ting. Af tøj. Af ubrugelige og mere anvendelige dimser og dutter. Du kan købe en kommode i IKEA for under 300 kroner - og smide den ud, når den om halvandet år ikke har én skuffe, som kan lukke helt. Er vi også blevet storforbrugere, af mennesker? Det er måske lige højloftet nok. Og så på en lørdag. Men jeg er vred. Hvor fanden blev pli og velopdragenheden af? Jeg er fandeme ikke en dims eller en dut. Jeg er et menneske. Jeg er voksen - og jeg kan godt klare "jeg føler den ikke lige". Jeg har prøvet værre. Herregud - jeg er jo ikke lavet af porcelæn. Men at jeg selv skal finde frem, til min afvisning, dét er bare tarveligt. Og umodent. Og lavt. Og så kan du selv sætte flere tillægsord på, hvis du har lyst og hvis du kender til det, som jeg skriver om. Så hvad nu? Jeg sletter altså det tinder. Jeg føler, at den app er gift. Lige nu. Kulturen er vanvittig. Sådan har jeg det i hvert fald, lige nu. Så jeg har en anden plan og jeg har udregnet en ny strategi. Som kan hjælpe mig med, at møde nye mennesker (læs: mænd). Den skal jeg lige afprøve, før at jeg skriver om den. Og. Til dig som læser dette og føler, at du er i samme båd, som jeg. En synkende tinder-skude - så hop i vandet. Og svøm af helvedes til. Alle mænd har ikke hovedet oppe i røven. Det ved jeg. Han er bare ikke så nem at finde, som jeg måske troede. Men de findes. Mine veninder er sammen med dejlige mænd. Som de ikke fandt, på tinder. Og sidste vise ord, fra en rasende singlepige: du er ikke alene. Jeg er her i hvert fald endnu. Og endnu vigtigere: skal han have lov til, at gøre dig ked af det? Skal han have lov til, at du mister håbet? Dét kender du vist godt svaret på. Det gør jeg i hvert fald.