Psykiatrisk

Billedet er taget af yndlings Emily

Det er ikke et emne, som jeg som sådan har berørt. Jeg har nævnt det, lidt i dette indlæg, som handler om psykiatrisk skadestue og lidt i dette, som handler om, hvordan du kommer videre. Eller, hvordan jeg kom videre. Der er ingen opskrift, så hvis du håber på at finde dét, så må du altså opgive. Men læs det, hvis du har brug for at vide, at du ikke er alene. Så hvorfor tale om psykiatrisk? Fordi jeg modtager så mange beskeder, fra piger og kvinder, som står på afgrundens rand. Det er som om, at overgangen fra sommer til efterår, er ekstra hård i år? Eller er det kun min fornemmelse? Jeg er åben, ærlig og autentisk på alle mine platforme - så jeg kan godt forstå, at mange af jer skriver meget personligt til mig. Og jeg er meget, meget taknemlig og glad for dét. Det skal der aldrig herske tvivl om. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Jeg kan svare jer - og det gør jeg. Jeg forsøger at svare alle, men jeg får i hvert fald 40-50 beskeder dagligt. Men jeg forsøger. Men jeg kan jo ikke redde hele verden. Og det skal jeg heller ikke. Det er ikke min opgave. Men jeg kan gøre én ting: jeg kan dele. Da jeg mistede min lillebror, havde jeg lyst til at falde om, sove for evigt og aldrig være noget, for nogen igen. Min mor sørgede for, at jeg kom i sorggruppe med andre søskende, som havde mistet. Det var livsreddende for mig. Derfor deler jeg - fordi du skal vide, at du aldrig er alene. Fordi dét gjorde, at jeg kæmpede mig tilbage til livet. Og det vil jeg så gerne give videre. Derfor dette indlæg. Som skal handle om min tid på og med psykiatrisk afdeling. Som skrevet her, så tvang min mor mig på psykiatrisk skadestue. Tvang skal læses positivt. For det var dét, som skulle til. Jeg var ulykkelig og apatisk. Jeg gik på arbejde, men uden glæde. Jeg trænede hårdt, flere gange om dagen. Jeg drak for meget. Jeg festede for hårdt. Jeg havde et usundt forhold, til mænd. Jeg spiste ikke rigtig. Jeg grinede, men glæden kom aldrig helt ned i maven. Eller op i øjnene. Jeg spildte kaffe på mit stuegulv. Og jeg orkede ikke at tørre det op. Der gik en måned, før jeg orkede. Og jeg kiggede på den plet, hver eneste dag. Men jeg orkede ikke. Jeg orkede ikke andet end at træne, så jeg kunne slukke hjernen og være hård ved min krop. Jeg orkede ikke andet, end at drikke mig fuld, danse tæt op af fremmede mænd og være ligeglad med, hvad de hed. Det var en forfærdelig periode, i mit liv. Det var ensomt. Det var altomsluttende og det var ikke holdbart. Det så min mor. Lægerne på psykiatrisk var søde og tilbød mig indlæggelse, og medicin. De mente, at jeg havde brug for det. Jeg afslog alle deres tilbud. Det kunne jeg godt klare selv, tænkte jeg. Min mor var uenig. Vi blev enige om, at jeg skulle starte i et forløb, for kvinder som jeg. Kvinder som er kede af livet, har ondt i livet og som ikke kan finde op af det sorte, på egen hånd. Jeg var i dén kategori. Det gjorde ondt, at indse. Det var tabu. Det var taberagtigt. Det var enormt flovt. Så jeg sagde det ikke, til nogen. Min mor fik strenge ordre (fra mig) om, at hun ikke måtte sige det til nogen. Hvis du har været på psykiatrisk afdeling ved du, at det ikke er et dejligt sted. Altså, jo på den måde, at det er et sted, hvor vi som har brug for det, får den hjælp, som vi har brug for. Men det er ikke et sted, som emmer af god energi, latter og glæde. Der er trist. Der er stille. Der er på en eller anden måde, altid lidt mørkt. Men jeg startede i forløb, hvor jeg først skulle "udredes". Det blev jeg af en sød læge, mon ikke hun har været psykiater, det var hun nok. Jeg skulle svare på noget der føles, som tusinde af spørgsmål. Jeg skulle måles, vejes, kigges på. Det tog to timer - og da jeg kom ud, var jeg grædefærdig. Jeg ville ud. Jeg gik på den lange gang, forsøgte at finde vejen ud. På vejen kom unge mennesker forbi mig. Helt tomme i blikket, helt sænkede skuldre og armene slapt ned af siden. Jeg løb hurtigere og kom ud på parkeringspladsen. Og jeg vendte ikke tilbage. Så psykiatrisk hjalp mig ikke? Det var ikke dét tilbud, som jeg skulle have? Jo. Det var lige netop dét, at det var. For jeg fik øjnene op for, hvad jeg var i gang med. Og jeg så, at jeg var i gang med at ødelægge mit liv. Spilde mit liv - hvilket er så hårdt at skrive, for hvis du er på psykiatrisk lige nu, så spilder du jo netop ikke dit liv. Du gør noget. Du gør noget, så du ikke spilder dit liv. Det er ikke på den måde, at jeg mener det. Men de to besøg jeg havde, på psykiatrisk gjorde, at jeg fik gejsten. Til at kæmpe lidt igen. For jeg har mistet en lillebror. Han er død, han kommer aldrig tilbage, jeg skal aldrig se ham igen. Skal mine forældre have et dødt barn - og et ulykkeligt barn? Nej. Jeg så de tomme blikke på gangen og besluttede mig for, at jeg skulle klare det selv. På egen hånd. Set i bakspejlet, skulle jeg måske, have givet det en ekstra chancen. Men nu, hvor jeg er kommet nogenlunde om, på den anden side, er jeg glad for, at jeg gjorde det selv. Uden medicin. Uden samtaler med psykiater. Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ser ned på dig, hvis du vælger medicin og forløb på psykiatrisk. Du skal gøre dét, som du føler og dét, som kan hjælpe dig. Psykiatrisk afdeling hjalp mig, til at hjælpe mig selv. Med hjælp fra mine forældre og mine veninder. Og det tog lang tid. Først her i 2018, fem år efter mit livs største tab, har jeg det godt igen. Sådan rigtigt. Det er mange år, som jeg har brugt på, at være ulykkelig. Måske havde jeg været "hurtigere", hvis jeg havde fået medicin og var blevet indlagt. Det kan jeg aldrig, få at vide. Men psykiatrisk hjalp mig. Måske ikke på den måde, som de havde tænkt. Men de hjalp mig. De sparkede mig solidt bagi, de fik mig op af det dybe hul og de viste mig, at nu var det tid til, at kæmpe. Så det gjorde jeg. Og det kan du også. Hvis jeg kan, så kan du også. Livet er så forbandet kort. Og så forbandet uretfærdigt. Kæmp. Du er aldrig alene. Det lover jeg dig. Og det er aldrig flovt, taberagtigt eller en falliterklæring, at bede om hjælp. Uanset om det er hjælp til at grine igen, hjælp til at tale, om de svære ting eller hjælp til at se, hvorfor at livet, er værd at leve. For det er dét. Det er det virkelig.