En ny mand har fået mig til at græde

Klokken er 01.32. Jeg fløj hjem fra Azorerne igår. Verdens længste flyvetur. Sådan føltes det. Og jeg har endda været i Sydney. “Kom ud af offerrollen” sagde min mor kærligt, da jeg talte med hende tidligere. Hun har ret. Offerrollen har sjældent klædt nogen. Men jeg er et offer lige nu. Ligesom du måske også er. Så derfor kan jeg ikke sove. Jeg har ondt i hovedet, jeg har kvalme og jeg er rigtig, rigtig ked af det. Jeg har nemlig gjort godt og grundigt i nælderne. Og jeg er så usandsynlig ked af det. Ikke så meget på egne vegne - men på dine, hvis jeg har gjort dig ondt. Det handler om en cykelhjelm. Nærmere bestemt høvding hjelmen, som fungerer som en airbag. Den er skide smart. Jeg har så længe haft dårlig samvittighed over, at jeg cykler rundt uden hjelm. Der findes ingen undskyldninger for, ikke at tage hjelm på. Jeg har mistet en bror og dét tragiske faktum er end ikke nok til, at jeg ifører mig hjelm. Det har jeg været flov over. Derfor var jeg muligvis nemmere at få lokket, da Anders skrev til mig og spurgte om jeg var interesseret i, at dele en rabatkode med dig - så du kunne erhverve dig sådan en høvding, til en billigere pris. Det gik for stærkt, da jeg sagde ja. Jeg var ikke grundig nok, da jeg kort tjekkede CVR, adresse og sitet ud. Han har været særdeles kreativ og dygtig, fortalte E-mærket mig, da jeg ringede til dem. Han har brugt lang tid på det og været god til, at skjule hans hensigter. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg burde have set signalerne. Dét er jeg rigtig ked af. Jeg siger ofte ja til rabatkoder - da jeg føler at jeg på den måde, kan give dig “lidt igen” - når du nu støtter mig og følger med i mit liv, min rejse, mine sorger, kriser og glæder. Denne gang gav jeg ikke noget igen - tværtimod. Det er jeg oprigtig ked af. Det har aldrig været min hensigt og jeg ville gøre det meste for, at gøre det ugjort. Jeg er opdraget sådan, at jeg tror på det gode i mennesker - indtil andet er bevist. Her har jeg været naiv - fordi jeg simpelthen ikke tænker, at man kan finde på sådan noget svindel - helt overlagt. Det overgår min fantasi. Den indre vagthund, sov i timen. Den kommer den ikke til igen. Det lover jeg. Tak fordi du modtog det så fint og rart - da jeg delte det på min instagram igår. Det er så værdsat og jeg er så rørt over, at over 400 mennesker har skrevet til mig - de fleste har ikke engang købt hjelmen. Men vil give mig omsorg og tanker. Tak af hjertet! Det findes gode mennesker. Det var rart at opleve, efter at være blevet udsat for sådan et overgreb. De, som uheldigvis også blev offer for Anders og hans virkelig onde hensigter - i kan sandsynligvis godt få jeres penge tilbage. Jeg linker her til indsigelsesordningen - som er en guide til, hvordan du skal gøre. De fleste af de, som jeg var været i kontakt med, har nået at annullere betalingen - fordi pengene endnu ikke er trukket. Heldigvis for det! Men skulle du have oplevet at pengene er trukket - så følg guiden. Der er lidt besvær med at få ringet til bank etc., men det er muligt. Jeg beklager besværet dybt. Skriv også til Høvding (som er informeret) - så vil de sende en bekræftigelse på, at siden er falsk. Det skal du bruge til banken. Mailen til Høvding er: info@hovding.se Anders er anmeldt til politiet og vil forhåbentlig få et ubehageligt besøg og en (lang) tur på stationen. Men egentlig er jeg ligeglad, med Anders. En stakkel, som sikkert ikke har haft gode forældre, som har kunne lære ham moral. Måske en ensom mand, som gemmer sig bag en skærm. Måske ingen venner, som kan fortælle ham, at man ikke behandler andre mennesker sådan. Jeg vil ikke hade ham. Han fortjener ikke så stærke følelser, fra mig. Eller flere tårer. Jeg er et menneske, og vi fejler alle sammen fra tid til anden. Men jeg ville ønske, at det kun var gået udover mig selv. Heldigvis er det kun penge, ingen er kommet til skade - hvilket trøster mig. Jeg er ulykkelig over, hvis jeg har pådraget dig besvær. Det er jeg virkelig ked af. Undskyld. Skriv en mail til mig, hvis du skal have yderligere hjælp eller har spørgsmål: sweetytilde@hotmail.com. Jeg har lært en masse - det har været en kostelig affære. Og du kan tro, at vagthunden er vække til live nu. Det vil ikke ske igen. Kram M