Hørsholm

Indlægget som jeg ellers havde tænkt, skulle vente lidt. Men jeg får så mange søde og nysgerrige beskeder - og det kan jeg sådan set, godt forstå. For jeg teaser også. Jeg kan nemlig ikke lade være med, at vise ham frem. Indtil videre dog kun hans arm og et par ben. Hørsholm, som I har døbt ham. Hans navn skal jeg nok skrive, når jeg er klar. Lige nu vil jeg gerne have ham, for mig selv. Samtidig har jeg lyst til, at få hans ansigt printet på en t-shirt og rende rundt med den. Vise hele verden at jeg er hans. For vi er kærester og det har vi været, i 11 dage. Ja, jeg tæller dagene. Jeg er forelsket på den der voldsomt irriterende måde. Den der veninde, som i en samtale pludselig indskyder "ej så sagde X også at.." eller "det synes X også!". Det er mig. Endelig er det mig. Jeg blev hurtigt forelsket i ham, samtidig var det som om, at det gik langsomt. Jeg blev ikke forelsket ved første blik, men faldt langsomt ind i forelskelsen, som er stærkere end jeg husker, at den har været før. En dag gik det op for mig, at jeg var forelsket i ham. Jeg stod i mit køkken og talte med ham - og så vidste jeg det. Han bor i Hørsholm, han er yngre end jeg (#kuvøse), han er høj og klog og sjov og når han kigger på mig, så føler jeg, at jeg er den heldigste og den smukkeste, i hele verden. Jeg glæder mig til at I skal møde ham - men det skal lige gå i mit tempo. Jeg er så glad og rørt over, at jeg får så mange søde beskeder fra jer - hvor i er glade på mine vegne og ønsker mig det bedste. Det er så værdsat! Tak!