K

Jeg kan vist ikke, trække den længere. K eller Kristian, som min kæreste hedder er meget, meget efterspurgt. Måske nærmere historien om ham og jeg. Og den skal du ikke snydes for. Jeg har ville skrive om det og om os, i lang tid, men jeg har ikke rigtig haft tid. Jeg befinder mig pt. i Bremen, men lige nu sidder jeg i min seng på hotellet - og har tid til, at skrive en lille smule om den store omvæltning i mit liv. For det er det! Jeg er gået fra at være single i næsten 4 år, bo alene, sove alene, klare mig selv og styrte rundt til alle mulige og umulige ting - til at være i et (voksen) parforhold, sove sammen med K stort set hver nat og pludselig have trangen til, at ligge i nattøj og se dårlige film og holde i hånd. Mærkeligt, men tiltrængt. Og sundt. Og det, som jeg har savnet i meget lang tid. Men. Hvordan mødtes vi? Hvem er han? Hvorfor lige ham? Det er mærkeligt, at have en så ærlig blog, som jeg har og samtidig, have en kæreste. Dét har jeg prøvet før, men der var bloggen knap så ufiltreret og knap så stor. Jeg skal pludselig tage hensyn til en anden person - og vende de ting, som jeg vil skrive om, inden jeg udgiver dem. Kristian har ikke et ønske om, at bestemme noget som helst - han er, som jeg, meget åben. Alligevel informerer jeg ham, om de ting jeg skriver, som omhandler ham, inden jeg udgiver dem. I dag ved han godt, at jeg udgiver dette indlæg. Om hvordan vi mødtes og hvordan han, stadig, får mit hjerte til at banke så hårdt, at jeg kan være bekymret for, om det er sundt. Det var en søndag i august. Vi mødtes foran Matas ved Nørreport, købte en is og gik rundt om alle søerne. Vi havde matchet på en dating app, et par måneder før. Men jeg havde ghostet ham, så det var aldrig blevet til mere. Før jeg igen skrev til ham, for jeg kunne ikke rigtig, få ham ud af hovedet. Jeg var genert, fordi jeg syntes han var enormt flot, han fik mig til at grine, men jeg tænkte ikke, at han var kærestepotentiale. Han var bare rar. Og det havde jeg brug for at opleve, efter ret kritisk sommer-dating-fadæse. Vi drak gin weekenden efter. Og talte uden pauser og uden at noget var akavet, eller mærkeligt. Og da han kyssede mig midt på Nørreport station, rystede mine ben og jeg grinede for mig selv, på vej ned i metroen. Jeg tænkte "hvad var dét der lige? Hvad sker der?". Og så mødtes vi igen og igen. Og en dag stod jeg i mit køkken og ventede på, at Kristian ville ringe til mig. Han skulle nemlig opereres kort tid efter, at vi mødte hinanden. Jeg havde ondt i maven, fordi jeg ikke var med på hospitalet. Men vi havde kendt hinanden i så kort tid, så selvfølgelig skulle jeg ikke med på hospitalet. Da han ringede, 15 minutter efter at han var vågnet fra narkosen, vidste jeg det. Jeg stod midt i mit køkken og tænkte, at nu var jeg for alvor forelsket. Og det var heldigvis gengældt. Han er yngre end jeg, han er (meget) højere end jeg, han får mig til at grine så meget, at min mascara løber. Han er klog, han er reflekteret og han er et stort familiemenneske. Han har respekt for mig og for det, som jeg står for. Han forstår mig på en måde, som ingen andre gør. Han lærer mig nye ting, hver eneste dag. Han gør mig blød igen. Noget som jeg ikke har turde at være, i mange år. Han gør mig tryg, så jeg tør at være sårbar og jeg har lukket ham helt ind, i mit hjerte. Han er meget, meget sød og jeg glæder mig til, at du skal lære ham bedre at kende. For sådan er det jo også, at være kærester med en blogger - og særligt sådan en, som jeg. For jeg deler. Og jeg kommer også til, at dele ham. For han er en stor del af mit liv nu og jeg ved, at du vil kunne lide ham. Nok ikke i så høj grad, som jeg, men han er en dejlig mand. Som jeg glæder mig til, at dele resten af mit liv med.