Bryster

Jeg har skrevet og slettet, skrevet og slettet i mindst 22 minutter nu. Jeg burde ikke skrive det her indlæg. Men ordene vælter ud alligevel. Sådan er det jo. Derfor har jeg en blog. Fordi jeg får følelser ud med ord. Og lige nu er jeg vold-hamrende-forelsket og vold-hamrende-trist. Det er svært at rumme begge følelser. Indlægget her er dedikeret til det triste. Uden det skal blive alt for trist - og uden at jeg skal male Fanden på væggen. Men ordene skal ud. Omkring min fødselsdag (1 november) stod jeg i mit bad. Jeg mærkede på mine bryster, som jeg faktisk er god til at få gjort. Jeg hader det og jeg finder det ubehageligt, men nødvendigt. Min mormor sagde da jeg var helt ung, at det skulle jeg huske. Så jeg gør det ofte og sender min søde mormor en tanke. Jeg stivnede, mens vandet fossede ned over mig. Jeg fik shampoo og tårer i øjnene. Jeg fandt en knude. En ret stor knude, i hvert fald i min optik. I mit venstre bryst. Jeg holdt det for mig selv. I et par uger. Så fik jeg Kristian til at mærke. Han kunne også mærke det. Dér blev jeg bekymret. Jeg kunne ikke tage mig sammen til, at få ringet til lægen. Men Kristian pressede på og jeg fik ringet og kom til med det samme. Jeg kom ind til min læge, som jeg i øvrigt aldrig har mødt før - jeg går så sjældent til læge, og min "gamle" læge er åbenbart på barsel. Han mærkede og var bekymret. Han ringede straks til Rigshospitalet og jeg fik en akut tid. Det er snart 3 uger siden. Jeg fik biopsi af knuden i mit venstre bryst. Den skulle jeg have lavet om igår. Hvis du har prøvet at få taget en biopsi ved du, at det gør motherfucking ondt. Mit bryst er stadig blåt. Og ømt. Kristian og jeg tog afsted mod Rigshospitalet igår morges. Jeg fik mammografi og ultralyd. Venstre bryst blev frikendt. Der var intet ondartet eller faretruende. "Sådan er det at være kvinde og have bryster", sagde lægen. "Hormonerne styrer det lidt. Det må du leve med og lade være med, at blive bekymret hver gang". Jeg blev næsten helt flov. Fordi jeg var gået til lægen. Men min læge sagde jo, at det skulle undersøges. Inden jeg tog tøjet på sagde lægen "lad mig lige tjekke dit andet bryst. Når nu du er her". Jeg fik ultralyd på mit højre bryst. I lang tid sagde lægen ingenting. Hun rykkede ikke på scanneren. Den blev samme sted og jeg anede uråd. Ganske rigtigt: "Jeg har fundet en knude her. Den skal ikke være der. Den bliver jeg nødt til, at tage biopsi af og jeg kigger lige, om der er flere". Det var der. Én knude på 6 centimeter og én på 1 centimeter. Kristian holdt mig i hånden, mens lægerne tog fire biopsier. Det gjorde ondt, men jeg kunne godt holde det ud. Det er mere tankerne og bekymringerne som fylder. Jeg skal til Paris på fredag. Med Kristian. Vi skal holde jul sammen. Alene, ham og jeg. Jeg glæder mig. Samtidig har jeg bare lyst til, at lægge hos min mor. På mine forældres sofa. Og blive passet på. Jeg skal først have svar på prøverne d.2 januar. Jeg er ikke syg. Det ved jeg godt. Men jeg vil gerne have det fortalt af en læge. December er hård. Snart nærmer årsdagen sig for min lillebrors død. For 6 år siden var jeg gravid. Mange minder og katastrofer udspillede sig i december. Det er en svær måned for mig. Samtidig er jeg forelsket og meget, meget glad for Kristian. Det hele vælter rundt. Jeg kan ikke rigtig rumme det. Jeg vil gerne knalde det hele ned i kasser indeni, men jeg kan ikke få samlet kasserne. Jeg havde lyst til at skrive, hvad jeg ønsker mig til jul. Hvad vi skal lave i Paris. Hvad mine planer er for næste år. Hvilken kjole jeg skal have på juleaften. Men lysten er forsvundet. Jeg har bare lyst til, at lægge i min seng. Så det gør jeg. Tjek dine bryster. Jeg linker til hvordan lige her.