Fordi du skrev.

Billedet er ret meget ude af kontekst. Men altså. Jeg rejser til Thailand på fredag - og jeg har lige spenderet en rum tid på, at glo på billeder fra sidste gang. Maja og jeg var i Thailand i 2017. Et rigtig lorte år, men det vidste jeg heldigvis ikke, da jeg var i Thailand i starten af året. Anyways. Det skal ikke handle om Thailand eller solbrun hud. Lige nu. Det skal handle om at turde, at være modig. Om at tro på kærligheden, som jeg har vænnet mig til, ikke at tro på. Fordi den gang på gang har lovet mig ting, som den ikke kunne overholde. Jeg er bange, for tiden. Mit hjerte banker hurtigt og sommetider, helt ude af takt. Jeg er forelsket. Jeg er meget, meget forelsket. Han hedder Kristian og du kan læse hvordan vi mødtes lige her. Jeg havde opgivet kærligheden, det havde jeg næsten helt inde i hjertet. Så mødte jeg K og det hele faldt ligesom på plads. Og alligevel ikke. Græsset er ikke grønnere. Det er det aldrig. Der er fordele og ulemper ved alting. Plus og minut på begge sider. Jeg elsker at have en kæreste, men jeg er også presset og jeg er bange. Jeg er bange fordi jeg - igen - tillidsfuldt har lagt mit hjerte, i en mands hænder. Det er angstprovokerende for mig. Jeg er ikke tryg ved tanken om, at K potentielt kan knytte hånden og mose mit hjerte. Det var jo lige blevet (næsten) helt igen. Og samtidig er det jo lige præcis dét, som er det smukke ved kærlighed. Min far har mange gange sagt til mig, at jeg skal være modig - når det kommer til kærlighed. Jeg har kastet mig ud fra en flyvemaskine i 4000 meters højde. Med en fremmede mand, spændt fast bagpå. Og en faldskærm, som jeg ikke havde set - før han slog den ud i luften. Jeg er modig. Men ikke altid med mit hjerte. Jeg er ikke længere naiv og jeg kaster mig ikke længere ud i det. Ikke uden bagtanker og sikkerhedsplan. Kristian havde sat sin lejlighed til salg, inden vi mødtes. Han fik den solgt, lige da vi var blevet kærester. Han ledte efter lejligheder. Ledte. I datid. For jeg har besluttet, at vi skal flytte sammen. Kristian ville gerne, tidligere end jeg. Og jeg tænkte, at jeg ikke var klar. Og at jeg ikke kan finde ud af det. Og at jeg får det ødelagt. Og at jeg kommer til at være en bitch, at dele kvadratmeter med. Så jeg sagde nej. Kristian forstod. Han forstår altid. Han er så pisse dejlig. Men så mærkede jeg efter. Og langsomt kunne jeg mærke, at jeg er så klar, som jeg kan blive. Jeg er 31 år. Vi har kendt hinanden i 5 måneder. Vi er sammen hele tiden. Lad os prøve det af. Hvis det ikke går nu, hvorfor skulle det så gå om 3 år? Jeg har fundet modet frem, jeg kaster mig ud i det. Kristian kigger på kommoder og jeg får svært ved, at trække vejret. Men jeg kan mærke at mit hjerte er klar. Det er min fornuft, som passer på mig. Men hjertet er trygt ved Kristian. Jeg er aldrig blevet behandlet så godt, som han behandler mig. Han spurgte mig forleden, hvad jeg forelskede mig i, ved ham. Der er mange ting. Den ene er, at han rummer mig og at han altid kan lide mig, helt som jeg er. Han kigger ens på mig, ligegyldigt om jeg vågner med en frisure uden navn, morgenånde og har skubbet til ham i søvne hele natten - eller om jeg er dresset op i Birger Christensen kjole, på Formel B. Jeg elsker ham højere, end jeg turde håbe på, at jeg nogensinde kunne igen. Og tak fordi at så mange af jer skrev, da jeg efterlyste bolig for Kristian. For jeg hjalp ham med at lede. Men så mange af jer skrev til mig, at jeg skulle kaste mig ud i, at bo sammen med ham. Og mange af jer, skrev jeres egne erfaringer. Erfaringer med at flytte sammen, særligt efter at hjertet, er blevet kørt igennem en flishugger. Og det har hjulpet mig helt vildt. Og var det skub, som jeg havde brug for. Tak af hjertet. I er så vigtige for mig. Tak fordi at I altid deler ærligt og modigt. Jeg glæder mig til, at dele næste kapitel i mit liv, med dig.