5 kg mere eller mindre - det betyder ikke alverden!

Dette indlæg er et repost fra 2014. Hvor jeg så småt begyndte min kamp mod det skide ideal, som jeg i den grad forsøger at ændre. Jeg hverken vil eller skal leve op til noget ideal. Jeg skal være den bedste version af mig selv, jeg skal være nærværende, jeg skal give andre noget. Det skal i min verden ikke handle om tal, centimeter og BMI. Det skal handle om hvordan du har det indeni. Ikke at jeg synes at du skal sidde i din sofa hver eneste dag og spise chokoladekiks, for det tror jeg ikke at du bliver særlig lykkelig af. Men i min verden skal du træne og leve sundt fordi det giver dig noget. Og frem for alt: du skal gøre det, som gør dig glad. Og du skal ikke straffe dig selv med træning fordi du har spist noget usundt. Chokoladekiks kan også være livskvalitet. Selvhad er spild af tid og du er god nok som du er. Altid. #fuckidealet fuckidealet   Jeg har de sidste par måneder modtaget en del mails med samme team: Vægttab. Jeg er ikke uddannet (eller jo, men ikke ingen for dét område), jeg har aldrig været på slankekur, jeg har aldrig haft lyst til at tabe mig (som sådan) - men jeg kender godt følelsen af at "hvis jeg nu bare så sådan her ud, så ville jeg være tilfreds" eller "bare 3 cm af mine hofter, SÅ ville jeg være lykkelig".  Forleden fik jeg en mail med samme tema. En pige skrev til mig at hun rigtig gerne ville tabe 5 kg og har kæmpet med det i en længere periode. Hun banker sig selv oven i hovedet hver gang hun træner og spiser. Hun vil så gerne af med de 5 kg, selvom hun allerede nu har opnået et større vægttab. Jeg læste mailen mange gange igennem og det første der ramte mig var: hvorfor er vi aldrig tilfredse? Det er en kamp mod os selv, en kamp uden vindere. Pigen der skrev mailen (som i øvrigt har givet lov til at jeg skriver dette) træner meget, spiser sundt og lever i det hele taget et sundt og særdeles aktivt liv. Alligevel er hun ikke tilfreds. Selvom hun lige har trænet og spist sundt, er glad og har haft en god dag, tænker hun enormt meget over de 5 kg som hun "mangler" for at blive rigtig glad. Vi skrev lidt sammen over mail, hvor jeg blandt andet skrev: "Hvorfor skal de 5 kg have lov til at styre og betyde så meget for dit liv og dit humør? Er de virkelig det værd?" Og nej - som pigen skrev, det er de ikke! Og det vidste hun godt, ligesom jeg selv ved (og tit prøver at huske på..) Det er aldrig godt nok og dét er ikke godt nok! Vi er for "gode" til at fokusere på alt det som vi gerne vil have lavet om, i stedet for at kigge på alt det vi har opnået, alt det vi har gjort for os selv og vores krop og sind, vi fokusere ikke nok på, hvor langt vi er kommet. Dét skal der laves om på, men det er sku' nemmere sagt end gjort. Jeg gør det selv. Når jeg har trænet hårdt og længe tænker jeg efterfølgende: "det var fandeme for dårligt at du ikke tog de push ups ordenligt" eller "hvorfor gav jeg ikke mig selv liidt mere".  Jeg er træt af, at jeg ikke i stedet tænker: "hold kæft du gjorde det godt man! Hvor er du sej og hvor er det flot at du tog til træning, selvom du har været på arbejde hele dagen og hellere ville hjem og sidde i sofaen".  Det er derfor ugens udfordring: Efter træning, efter arbejde, efter du har lavet mad, efter du har kysse med din kæreste eller givet din mormor et kram så tænk: Hvor helvede hvor er jeg god, hvor er det sejt gjort, jeg gav mig selv 100%, jeg er virkelig fantastisk". For helt ærligt - Hvis du ikke tænker sådan om dig selv, hvorfor skulle andre så?